Regeringens sammenhængsreform: Dansk sprogteknologi i verdensklasse!

Regeringen har 23.10.2018 som led i Sammenhængsreformen lanceret reformsporet “Digital service i verdensklasse”. Reformsporet skal ved hjælp af digitalisering og nye teknologier udvikle den offentlige sektor så borgere og virksomheder kan få en mere sammenhængende og tidsvarende digital service.

Blandt de ambitiøse mål er dansk sprogteknologi i verdensklasse.

Her kommer de uddrag af regeringens plan som omhandler sprogteknologi:

Danmark skal forrest i anvendelsen af kunstig intelligens (resumé)

“Regeringen vil gøre Danmark til ét af de førende lande inden for kunstig intelligens inden 2025. Der igangsættes derfor følgende initiativer:

  • Der udarbejdes en national strategi for kunstig intelligens, der går på tværs af den offentlige og private sektor, og som både sikrer bedre rammer for anvendelsen af kunstig intelligens og samtidig opstiller en række principper for anvendelsen, bl.a. i forhold til privatliv, sikkerhed, retfærdighed mv.
  • Kunstig intelligens afprøves gennem oprettelsen af en række signaturprojekter
  •  Der udvikles en dansk sprogressource, så man fx kan anvende talegenkendelse” (…)

4.3 Danmark skal forrest i anvendelsen af  kunstig intelligens

(…) “Samtidig er det afgørende for udviklingen af kunstig intelligens på flere områder, at man kan anvende talegenkendelse og sprogforståelse. Da Danmark er et lille sprogområde, er sprogressourcen imidlertid ikke udviklet tilstrækkeligt. Derfor vil regeringen tage initiativ til, at der
udvikles en dansk sprogressource til fri afbenyttelse, så arbejdet med kunstig intelligens kan udvikles yderligere i Danmark.” (…)

Dansk sprogteknologi i verdensklasse

“Talegenkendelse og sprogforståelse gør det muligt at understøtte forskellige former for opgaver. Det gælder beslutningsstøtte ved sagsbehandling af miljøgodkendelser, gennemgang af årsregnskaber og revisionserklæringer, klagesager, support- og akutopkald, mailsvar mv. En betydelig barriere for effektiv anvendelse af talegenkendelse og sprogforståelse på dansk er, at Danmark er et lille sprogområde. Derfor igangsættes opbygningen af en sprogressource på dansk, der sættes til fri afbenyttelse, så leverandørerne har en fælles sprogressource af høj kvalitet, der giver dem mulighed for at udvikle gode løsninger inden for talegenkendelse og sprogforståelse med et højt præcisionsniveau.”

Læs om initiativerne på regeringens hjemmeside.